Udviklingen af F-104 var et resultat af erfaringer fra Korea-krigen. Lockheed tog i december 1951 ned og besøgte de amerikanske piloter i Korea. Lockheed spurgte piloterne om hvilken type jagerfly, de mente ville være ideelt for USAF.
Tendensen for piloterne lænede sig over mod et lettere og mindre omkostningskrævende kampfly med overlegen hastighed, stigeevne og manøvredygtighed. Et fly som dette var det komplet modsatte end de flytyper piloterne fløj i, som var stor og tunge.
I marts 1952 begyndte Lockheed udviklingen af et sådant fly, selvom USAF ikke havde nogen officielle forespørgsel efter et sådan kampfly.
Den 31. oktober 1952 præsenterede Lockheed et forslag på et sådant fly (forslag CL-246) for USAF. USAF kunne godt se fordelene i sådan et fly, som kunne gøre det let at få luftherredømmet under krig.
USAF anmodede om flere konkurrencedygtige bud for et lignende fly, fra de amerikanske luftfartsindustrier.
Kampen om kontrakten stod mellem Republiks model AP-55, North Americans model NA-212, Northrops model N-102 og Lockheeds model CL-246.
Den 12. marts 1953 valgte USAF Lockheeds forslag, og en kontrakt for to prototypefly blev udstedt. Prototypeflyene blev tildelt betegnelsen XF-104.
XF-104 (53-7786) stod klar tidligt i 1954, og havde den første flyvning d. 4. marts 1954. Den anden prototype (53-7787) fløj første gang d. 5. oktober 1954. Begge fly havde problemer med at få kraftige motorer nok, men det lykkedes Lockheed efter forsøg med flere forskellige motorer at få flyet op på mach 1,79 med motorerne J65-W-7.
I juli 1954 besluttede USAF at købe 17 produktions testfly kaldt YF-104A, fordi USAF arbejdede under filosofien ”fly-before-you-buy”. De 17 fly blev udstyret med den mere kraftfulde General Electric J79 turbojet motor, som d. 28. februar 1956 fik en YF-104A (55-2955) op på Mach 2.
Den 2. marts 1956 godkendte USAF en kontrakt på 146 F-104A.
F-104A blev hurtigt efterfulgt af en nyere og bedre version F-104C, og de tosædet versioner F-104B og F-104D.
Lockheed begyndte i 1956 udviklingen af en ny version af Starfighter, for at imødekomme Luftwaffes forespørgsel om et nyt Supersonics kampfly. Resultatet blev F-104G, G står for Germany.
F-104G lignede på sin vis sin amerikanske fætter F-104C, men med stærkere fuselage og vinger, større rorflader, større intern brændstoftank samt ny og forbedret motor. I november 1958 vandt Lockheed kontrakten over flere andre flyproducenter til Luftwaffe.
I juli 1959 valgte Det Canadiske Flyvevåben også F-104G, og fik retten til at licensbygge flyet i Canada. I 1960-62 fulgte Belgien, Holland og Italien også på bølgen af F-104G, som ligeledes skulle licensbygges i Belgien, Holland og Italien.

Som en del af det amerikanske våbenhjælps program MAP (Military Assistance Program) efter 2. Verdenskrig, modtog det Danske Flyvevåben d. 23. november 1964, 25 F-104G og 4 TF-104G fra flyfabrikken i Montreal, Quebec i Canada.
De 29 fly skulle afløse ældre altvejrsjagerfly F-86D Sabre fra Eskadrille 723 og 726. Dette var sidste gang Danmark ville modtage våbenhjælp.
De 29 fly var kun nok til halvanden eskadrille, og flyvevåbnet havde et ønske om to hele eskadriller med F-104.
I 1971, da Det Canadiske flyvevåben skar ned på deres antal af F-104, havde det Det Danske Flyvevåben chancen for at få købt de resterende F-104, så de havde 2 hele eskadriller.
Flyvevåbnet købte 15 CF-104 og 7 CF-104D. Det store antal 2 personers træningsfly var en nødvendighed, da T-33A udfasede fra flyvevåbnet. En god oplæring og træning af piloter var et must.

Det Danske Flyvevåben kom ind i Starfighter våbenhjælpsprogrammet på et sent tidspunkt, og kunne derfor tage de erfaringer i brug, som andre lande havde lært og derved undgå mange ulykker.
Starfighteren var på trods af en noget dårlig omtale et fremragende fly med mange gode kvaliteter, som andre fly har svært ved at matche både dengang og nu. Flyet kunne have en cruising speed på mach 2 (ca. 2.376 km/t efter højden), og havde en stigeevne på cirka 48.000 fod i minuttet som selv ikke Flyvevåbens F-16 kunne følge.
Piloterne som fløj det  elskede flyet, og fløj piloten flyet inden for sine begrænsninger, var flyet fantastisk. Stabil som en klippe, lynende hurtigt, og med en stigeevne som ingen på daværende tidspunkt kunne hamle op med.
Det var dog ikke alle piloter, der fik lov at flyve flyet. Flyet kunne reagere voldsomt på styrepinden, hvis Starfigheren ikke blev fløjet fejlfrit.
"an honest plane - make one mistake and it will kill you" som Lockheeds testpiloter Tony LeVier sagde, derfor var det kun erfarne piloter i Flyvevåbnet der fik æren af at flyve Starfighteren.

Da F-104 havde udtjent sin værnepligt, og F-16 skulle overtage jobbet som interceptor/jager, havde Flyvevåbnet mistet 12 starfighter i perioden 1964 til 1986.

Der blev i alt produceret 2578 F-104, i forskellige versioner.

Billedet herunder er fra d. 30 April 1986. Last farewell. Læg mærke til den Draken i venstre hjørne, der fulgte med som fotofly. (Foto af Mr Lear 45)