Flyvevåbnet har 3 helikoptere af typen S-61A eller EH-101 på konstant beredskab på flyvestationerne Aalborg og Skrydstrup samt Roskilde lufthavn.
Men med anskaffelsen af den nye Westland EH-101 Merlin fra januar 2006 var timeglasset begyndt at løbe ud for de gamle S-61er. Planen var, at S-61erne skulle udfases mellem 2005 og første kvartal af 2007. Men større indkøringsproblemer af den nye EH-101 Merlin gjorde, at udfasningen af S-61erne blev udskudt over flere gange frem til juli 2010.
Første skridt af planen var dog allerede sat i gang, og d. 27. dec. 2005 blev U-240 udfaset.
Den 24. apr. 2007 overtog den første EH-101 Merlin (M-507) SAR-Vagten på Flyvestation Skrydstrup. Cirka 4 måneder senere d. 25. sep. 2007 blev U-275 udfaset, og året efter d. 01. okt. 2008 var turen kommet til U-480.
Efter 45 års tro tjeneste var tiden for alvor ved at ebbe ud for de aldrende redningshelikoptere. Den 16. juni 2010 blev SAR-Vagten på Roskilde Lufthavn afløst af EH-101 Merlin. For at markere slutningen på æraen med de gamle helikoptere, blev der foretaget en æresflyvning med 3 S-61er fra Roskilde Lufthavn via flere vigtige steder for S-61erne, for at til sidst at ankomme til Flyvestation Karup hvor der blev foretaget flere overflyvninger. Disse overflyvninger afsluttes med den sidste SAR display med en operationel Dansk S-61er, som blev flot udført af U-276. Efter SAR displayet landede de 3 S-61er, og taxiede om på rampen foran Esk. 722s hangar. Hermed afsluttes et stort kapitel med S-61eren som redningshelikopter i Flyvevåbnet.
I sin tid siden anskaffelsen har S-61 iværksat mere end 16.600 redningsmissioner.
Det er stadig uvist hvad der præcist vil ske med de gamle helikoptere.
Men U-276, U-278, U-279 og U-481 er blevet sat til salg, det samme er sket for U-480 og U-277 som blev udfaset tidligere, dog vil disse blive solgt som ikke komplet. Derudover skal U-275 formodentlig bruges til museumsbrug, foruden U-240 som allerede står på Flyvevåbnets museum i Stauning.
|